11. oktober 2024

Frivilligt engagement afhænger af, hvordan man er aktiv i sin fritid

Hvis man dyrker motion i en forening, er chancerne for på et tidspunkt at få frivillige opgaver i idræt, meget større, end hvis man kun dyrker motion i et fitnesscenter eller på egen hånd, viser en ny analyse af sammenhængen mellem kulturvaner og frivilligt arbejde. Vi bliver frivillige i konkrete sammenhænge, hvor det opleves som nødvendigt og meningsfuldt.

Bjarne Ibsen

Mange tillægger frivilligt arbejde stor værdi og vil gerne fremme det. Men så må man skabe kontekster, hvor det giver mening og opleves som nødvendigt for den enkelte at bidrage, skriver Bjarne Ibsen. Foto: CISC

Af: Bjarne Ibsen, professor emeritus (frivillig og ulønnet forsker) ved CISC, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Syddansk Universitet.

Frivilligt arbejde er i høj kurs. Uden frivillige ville de fleste foreninger ikke eksistere, og på væsentlige samfundsområder, hvor det offentliges ressourcer og kompetencer ikke slår til, er der store forventninger til, at frivillige og civilsamfundet træder til.

Frivilligt arbejde kan i de fleste tilfælde betragtes som en fritidsaktivitet. Det er først og fremmest i fritiden, folk bruger tid på frivilligt arbejde; og mere end halvdelen af det frivillige arbejde udføres inden for idræts-, fritids- og kulturaktiviteter.

En ny analyse viser, at et aktivt fritidsliv er fremmende for et frivilligt engagement. Det handler denne artikel om. Men først lidt om Kulturvaneundersøgelsen, og hvor mange der deltager i frivilligt arbejde.

Kulturvaneundersøgelsen
Siden 2018 er Kulturvaneundersøgelsen blevet gennemført hvert år. Den omfatter bl.a. spørgsmål om deltagelse i frivilligt arbejde. Da spørgeskemaet om danskernes kultur- og fritidsvaner udsendes løbende over hele året, opgøres besvarelsen deraf for hvert kvartal.

Undersøgelsen blev gennemført første gang i 1964 og gentaget med års mellemrum frem til 2018, hvorefter undersøgelsen er gennemført hvert år ved en kontinuerlig indsamling af besvarelser fra et meget større antal borgere end før 2018. Undersøgelsen gennemføres af Danmarks Statistik for Kulturministeriet.

Analysen i denne artikel benytter data indsamlet i hvert kvartal fra midten af 2018 til og med første kvartal i 2023, hvor alle år betragtes som indsamlingsperiode. Da der i hvert kvartal er indhentet svar fra omkring 3.000 borgere, er det samlede antal besvarelser, der indgår i analysen, 57.028.

Mens Covid-19 hærgede landet, faldt deltagelsen i frivilligt arbejde betydeligt. Men derefter har deltagelsen nået samme niveau, som før Covid-19 førte til lukning af en række organiserede aktiviteter. Det samme gælder for deltagelsen i frivilligt arbejde inden for idræt, fritid og hobbies samt kultur.

Aktivt kultur- og fritidsliv styrker et frivilligt engagement
Til forskel fra andre studier af frivilligt arbejde kan data fra Kulturvaneundersøgelsen sammenholde deltagelse i frivilligt arbejde med deltagelse i forskellige former for kultur- og fritidsaktivitet.

Som forventet er der en positiv sammenhæng mellem et aktivt kultur- og fritidsliv og deltagelse i frivilligt arbejde - både frivilligt arbejde generelt og på specifikke områder i samfundet.

Den bedste forklaring på dette er, at et aktivt kultur- og fritidsliv giver holdninger, kompetencer, vaner og sociale netværk, som er befordrende for et frivilligt engagement.

Folkekultur: Særligt stærk sammenhæng
Fritids- og kulturlivet omfatter et væld af meget forskellige aktiviteter og måder at dyrke aktiviteterne på. Såvel i den offentlige og politiske debat som i forskningen skelnes der ofte mellem 'finkultur', 'populærkultur' og 'folkekultur'. Analysen viser, at der er store forskelle på, hvilken betydning deltagelse i de tre typer af kultur- og fritidsaktivitet har for deltagelse i frivilligt arbejde.

Den stærkeste sammenhæng mellem et aktivt kultur- og fritidsliv og deltagelse i frivilligt arbejde finder vi inden for ’folkekultur’. Folkekultur er en fælles betegnelse for kultur- og fritidsaktiviteter, der dyrkes af borgerne selv og typisk udøves lokalt og ofte kollektivt. Selvom aktiviteterne kræver visse færdigheder af deltagerne, og udøvelsen går ud på at dygtiggøre sig, har aktiviteterne i de fleste tilfælde ikke til formål at fremstille et kulturelt produkt.

Det kendetegner således folkekultur, at deltagerne er ’udøvere’. Det omfatter i denne analyse fysisk besøg på et bibliotek, deltagelse i fritidsaktiviteter (fritidsundervisning, kulturforeninger, spejdere) og at dyrke sport eller motion.

Finkultur: Et andet engagement
Der er også en positiv sammenhæng mellem deltagelse i ’finkultur’ og et frivilligt engagement, men sammenhængen er ikke lige så stærk, som sammenhængen mellem deltagelse i folkekultur og frivilligt arbejde.

Finkultur bruges overvejende som udtryk for produktion og formidling af kunstværker, f.eks. billedkunst, teater, klassisk musik og kulturarv, hvor deltagerne først og fremmest er 'tilskuere' til professionelles præstationer. Deltagelse i mange finkulturaktiviteter kræver dog ofte forudgående viden, som det tager tid at tilegne sig. Det er overvejende professionelle organisationer og institutioner - både offentlige og kommercielle - der producerer og formidler finkultur.

I denne analyse omfatter ’finkultur’ primært at se billedkunst, læse litteratur, besøge museer og overvære scenekunst.

Populærkultur: Svagere sammenhæng
Den svageste sammenhæng mellem et aktivt kultur- og fritidsliv og deltagelse i frivilligt arbejde finder vi inden for ’populærkultur’ – med en væsentlig undtagelse.

Populærkultur er en betegnelse for kulturelle genrer, der er vidt udbredte, f.eks. pop- og rockmusik, triviallitteratur og magasiner, tv- og computerspil samt store sportsbegivenheder. Ordet bruges ofte synonymt med ’underholdningskultur’ og ’massekultur’. Det kendetegner populærkultur, at deltagerne primært er 'tilskuere' til professionelles præstationer, men deltagelse forudsætter i mindre grad end i finkultur særlige forudsætninger og kvalifikationer. Som i finkultur er det overvejende professionelle organisationer og institutioner - primært kommercielle - der producerer og formidler populærkultur.

I denne analyse omfatter populærkultur især at se film i biografen, at se film eller serier, at lytte til musik (uanset hvor), at spille digitale spil og at se eller lytte til sportsbegivenheder.

’At se eller lytte til sportsbegivenheder’ afviger fra det generelle mønster for populærkulturelle aktiviteter. Her er en stærk sammenhæng med deltagelsen i frivilligt arbejde, og det gælder især for overværelse af sportsbegivenheder på et stadion eller i en sportshal.

Det kan hænge sammen med, at en stor del af denne aktivitet foregår lokalt, når det lokale fodboldhold spiller kamp, når børnene spiller håndboldkamp eller ved den årlige gymnastikopvisning i foråret, som hvert år tiltrækker mange tusinde, og er tæt forbundet med et lokalt foreningsliv.

Sammenhængen er områdespecifik
Analysen viser som forventet, at frivilligt arbejde inden for en bestemt kultur- og fritidsaktivitet i højere grad udføres af borgere, der selv er aktive i den relevante kultur- og fritidsaktivitet, end blandt borgere, der ikke er det.

For eksempel er idræts- og motionsaktive borgere forholdsvis meget mere engagerede i frivilligt arbejde i idræt end borgere, der ikke er idræts- og motionsaktive.

Tilsvarende er borgere, der er aktive i forskellige finkulturelle aktiviteter meget mere aktive i frivilligt arbejde inden for kulturen end borgere, der ikke dyrker finkulturelle aktiviteter.

Det kan højst sandsynligt tilskrives to faktorer:

For det første udspringer en stor del af det frivillige arbejde af en konkret interesse for og engagement i et område, for eksempel udøvelse af en bestemt kultur- og fritidsaktivitet.

For det andet er det en væsentlig forudsætning for et frivilligt engagement inden for en konkret aktivitet, at den frivillige har et kendskab til og en erfaring med de værdier, færdighedskrav og iboende logikker, der er knyttet til den konkrete aktivitet og den måde, den dyrkes på:

Man dyrker selv aktiviteten (f.eks. synger eller spiller et instrument og lytter ikke kun til musik);
Deltagelsen forudsætter en bestemt interesse (når man går op i noget og ikke bare lader sig underholde);
Deltagelsen forudsætter en indsigt (f.eks. kendskab til noder);
Man sigter mod at blive klogere eller dygtigere i den pågældende aktivitet (f.eks. at synge flerstemmigt);
Aktiviteten øves jævnligt sammen med andre (f.eks. i kor).

Det handler derfor mere om, hvordan man er aktiv i fritiden, end om hvilke kultur- og fritidsaktiviteter man beskæftiger sig med.

Foreningsaktive er ofte også frivillige
Endelig viser analysen også, som forventet, at borgere, der dyrker en kultur- og fritidsaktivitet i en forening, i højere grad arbejder frivilligt inden for samme kultur- og fritidsområde end borgere, der udøver samme aktivitet i en anden organisatorisk sammenhæng – kommercielt, i en offentlig institution eller på egen hånd.

Der er en meget stærk sammenhæng mellem at dyrke idræt i en forening og at deltage i frivilligt arbejde inden for idrætten, mens sammenhængen mellem at dyrke motion i andre sammenhænge (et fitnesscenter eller på egen hånd) og at deltage i frivilligt arbejde i idrætten er meget svagere.

Tilsvarende er der en langt stærkere sammenhæng mellem at være aktiv i en kulturforening og at arbejde frivilligt inden for kulturområdet, end der er mellem deltagelse i fritidsundervisning mv. og deltagelse i frivilligt arbejde på kulturområdet.

Inden for den meget brede kategori 'scenekunst LIVE' er der en stærkere sammenhæng mellem deltagelse i 'skolekomedie og amatørteater', som normalt er organiseret i en forening, og deltagelse i frivilligt arbejde generelt, end der er mellem deltagelse i andre former for scenekunst og frivilligt arbejde generelt.

Dette er heller ikke overraskende, men det tydeliggør, at selvom den konkrete interesse for en aktivitet og viden om aktivitetens iboende logik har stor betydning for involveringen i det frivillige arbejde, så er den konkrete organisatoriske kontekst for udøvelse af aktiviteten afgørende for rekrutteringen til frivilligt arbejde inden for samme aktivitet.

Både fordi varetagelsen af frivilligt arbejde i den forening, hvor den enkelte udfører den konkrete aktivitet, er en integreret og forventet side af aktiviteten, når det foregår i en forening, og fordi det enkelte medlem får erfaring med foreningslivet, som er en væsentlig forudsætning for at varetage en række opgaver i en forening.

Hvad kan vi lære af det?
Analysens resultater kan forklares på den måde, at et aktivt fritids- og kulturliv giver holdninger, viden, færdigheder, sociale relationer og status, en form for ’kulturel kapital’, som både er efterspurgt og kan bruges i frivilligt arbejde.

Måden man er aktiv på i fritiden og kulturlivet har imidlertid større betydning for det frivillige engagement, end om det er den ene eller den anden kultur- og fritidsaktivitet, man er engageret i. At være ’udøver’ af aktiviteten fremfor at være ’tilskuer’ fører til et frivilligt engagement.

Det er imidlertid i højere grad specifik kulturel kapital i form af en særlig interesse for, erfaring med og kendskab til en bestemt aktivitets iboende logikker end den generelle kulturelle kapital, der forklarer engagementet i frivilligt arbejde.

For eksempel forudsætter mange af de frivillige opgaver i en idrætsforening, at den frivillige har erfaring med de traditioner og logikker, der dominerer i idrætten - både i idræt generelt og i den specifikke idrætsaktivitet (fx fodbold og kampsport). Det er en kapital, som i begrænset grad kan bruges i andre sammenhænge.

Den konkrete organisatoriske sammenhæng, kultur- og fritidsaktiviteten foregår i, har stor betydning for, om den pågældende kultur- og fritidsinteresse fører til et frivilligt engagement.

Som forventet viser analysen, at hvis en aktivitet i vid udstrækning dyrkes i en forening, så er sandsynligheden for, at udøverne af aktiviteten bliver engageret i et frivilligt arbejde inden for dette område, meget større, end hvis aktiviteten finder sted under andre organiseringsformer.

Analysen viser således, at man bliver frivillig under bestemte omstændigheder og i konkrete sammenhænge, hvor det opleves som meningsfuldt og nødvendigt.

Hvis man er optaget af korsang, og dyrker det i en forening, er chancerne for at man engagerer sig frivilligt meget større, end hvis man kun lytter til eller overværer korværker af professionelle kor. Og hvis man dyrker motion i en forening, er chancerne for på et tidspunkt at få frivillige opgaver i idræt, meget større, end hvis man kun dyrker motion i et fitnesscenter eller på egen hånd.

Mange tillægger frivilligt arbejde en værdi og ønsker at fremme det. Både for realiseringen af en række kollektive opgaver i lokalsamfundet og i bredere forstand som en central side af demokratiet, hvor man tager ansvar for de fællesskaber, man indgår i. Men så må man vedligeholde og skabe sådanne kontekster, hvor det for den enkelte giver mening og opleves som nødvendigt at bidrage til fællesskabet.

Vil du vide mere?
Læs mere om undersøgelsen af kulturel kapital og frivilligt arbejde på www.sdu.dk/cisc. Du finder undersøgelsen under Publikationer og Kort Fortalt.