Den nationale vision

- Godt initiativ men ikke uden fejl.

(Artiklen er af ældre dato)

For et års tid siden tog kulturminister Marianne Jelved initiativ til at igangsætte et arbejde med at få formuleret en national vision for hele det område, der er støtteberettiget i henhold til Lov om støtte til folkeoplysning. Baggrunden for initiativet var et ønske om at opstille nye langsigtede mål for, hvordan samspillet mellem de folkeoplysende aktiviteter og de samfundsmæssige forandringer kunne styrkes, samtidig med at folkeoplysningens kerneværdier (dannelse, demokratisk læring, beskyttelse af frihedsrettigheder, m.v.) blev fastholdt.

I folkeoplysningens ånd foregik arbejdet i et tæt samspil med aktørerne på området (de landsdækkende organisationer på området, repræsentanter fra kommunerne samt eksterne eksperter), og det har været et spændende forløb, som også Fritid & Samfund har haft fornøjelsen af at deltage i, og som man nu kan læse resultatet af i en publikation udsendt af Kulturministeriet.

Indholdet i visionen

I bestræbelserne på at tilgodese de mange forskellige synspunkter til indholdet endte arbejdet med at blive til tolv forskellige visioner eller, som de kaldes i oplægget, „kernepunkter“. De mange kernepunkter bidrager desværre til at forvirre begrebet og gøre visionen uskarp. Hvis man har en kjoleforretning, ved man, at det ikke hjælper på salgstallet at udstille alle modellerne i vinduet. Man skal i stedet med omhu vælge nogle få, der kan fange opmærksomheden. Sådan burde det også være for den folkeoplysende vision. Der burde have været nogle ganske få kernepunkter, der kan give en pejling af, i hvilken retning folkeoplysningen kan bevæge sig i de næste årtier ud fra dens kerneværdier og dens relative selvstændighed fra politisk og økonomisk styring.

Flere af kernepunkterne i det færdige resultat har desværre også mere karakter af at være en beskrivelse af, hvad der allerede er mål for folkeoplysningen i dag end at være fremtidsvisioner. Eksempelvis kernepunktet om, at: „Folkeoplysningen skal og kan skabe rammer for, at mennesker kan mødes og dyrke fælles interesser, udfordre sig selv og hinanden, lære nyt, udfolde sig som hele mennesker – både fysisk, psykisk og kulturelt samt indgå i ligeværdig samtale – i dialog og dermed en fælles lære- og dannelsesproces.“ Denne vision kunne være skrevet for mange år siden, f.eks. i forbindelse med indførelse af Fritidsloven i 1969. Det gælder også denne formulering i et andet kernepunkt: „I lyset af de forandringer, det danske demokrati gennemløber i disse år, er det folkeoplysningens opgave at bidrage til, at alle borgere får mulighed for at styrke kvaliteten af vores demokrati.“ Det var allerede målet for de første højskoler, og selv om det stadig er aktuelt, bringer det ikke fornyelse til spørgsmålet om, hvordan man i et moderne digitalt samfund skal indfri denne opgave.

Der er desuden også enkelte svipsere i formuleringerne, f.eks. i den første kerneværdi, hvor der står, at: „Folkeoplysning handler om, at alle aktive demokratiske borgere og medborgere har mulighed for at deltage i forpligtende fællesskaber.“ Det er en dårlig formulering, fordi målet naturligvis er, at alle borgere skal have mulighed for at deltage i fællesskaber, uanset om de er demokratisk sindede eller ej. Det er jo netop folkeoplysningens fornemste opgave at udvikle en demokratiforståelse.

På trods af disse kritiske bemærkninger er den nye nationale vision anvendelig, fordi den også indeholder flere meget spændende kernepunkter, der tilsammen kunne have udgjort den fælles vision for hele området. Eksempelvis punktet om at: “Folkeoplysningen kan være et vigtigt element i kampen for at forhindre Danmarks geografiske skævvridning. Lokale folkeoplysningsaktører kan være afgørende for at mobilisere lokalsamfundet og skabe aktiviteter, der fastholder og udvikler lokalområder og landdistrikter, fx i form af kultur-, natur- og fritidsaktiviteter.“ At bidrage til at skabe udvikling uden for de store bycentre er en meget væsentlig samfundsopgave, som alle dele af folkeoplysningen kan bidrage til, samtidig med at den kan forny de folkeoplysende aktiviteter ved at skabe nye samarbejdsformer m.v.

Et andet meget vigtigt kernepunkt er formuleringen om, at: „Folkeoplysningen vil og kan bidrage til den igangværende værdikamp ved at arbejde for en bredere forståelse af værdibegrebet, således at værdi ikke kun forstås i økonomiske og rationelle termer. Det rationelle og økonomisk dominerede sprog kan sige noget om fx det økonomiske grundlag for samfundet, men det kan ikke udtrykke vores fornemmelser og forståelse som mennesker, fx hvorfor vi vælger at gå fra A til B.“ Grundtvig ville formodentlig have vendt sig i sin grav, hvis han oplevede, hvordan vi i dag gør alt op i tal og økonomisk vækst og derved nedprioriterer værdien af den personlige udvikling, der ikke kan gøres til genstand for et regneark. De folkeoplysende aktører – de idebestemte ungdomsforeninger, aftenskoler, daghøjskoler, folkeuniversiteter, kulturelle foreninger og idrætsforeninger – burde alle gå forrest i bestræbelserne på at imødegå tendensen til at opgøre alle samfundsmæssige værdier i tal og i stedet gennem konkrete eksempler vise den samfundsmæssige betydning af de menneskelige relationer og et aktivt medborgerskab.

Det tredje og sidste kernepunkt, som jeg vil fremhæve, er formuleringen om, at: „Et lokalt dansk folkeoplysningsprojekt kan ikke løse globale problemer, og derfor må folkeoplysningen bidrage til, at vi også tænker os som verdensborgere, der søger globale løsninger.” Dette punkt beskriver også en meget stor udfordring i en tid, hvor vi i Danmark på trods af store globale udfordring har en tendens til i stadig højere grad at kigge indad og spørge om, hvad der er godt for Danmark, i stedet for at spørge om, hvad vi kan gøre for at skabe en bedre verden.

Den nationale vision for folkeoplysningen i Danmark er således anvendelig, fordi den indeholder nogle spændende bud på de samfundsmæssige opgaver, som de folkeoplysende aktører kan indgå i løsningen af, men hvis den skal have effekt, kræver det, at de forskellige aktører på området gør nogle af kernepunkterne til deres egen vision og derefter gør visionerne operationelle ved at opstille målsætninger, handle- og tidsplaner for dem.

Det må derfor i første omgang være op til landsorganisationerne på området at igangsætte en intern debat om, hvilke visioner de vil arbejde videre med og derefter konkretisere dem i forhold til den virkelighed, som de agerer i.

Steffen Hartje