Kom til debatsession og årsmøde 30. april 2025 i Aalborg

Kom til debatsession og årsmøde 30. april 2025 i Aalborg

Fritid & Samfund holder årsmøde ved Idrætsmødet i Aalborg 30. april 2025, hvor vi også står for en session om aftenskolernes bevægelseshold. Alle er velkomne.

Kom til debatsession og årsmøde 30. april 2025 i Aalborg Idrætsmødet i Aalborg har i år temaet 'Idræt skaber velfærd'. Fritid & Samfund står for en session og afholder sit årsmøde i forbindelse med Idrætsmødet. Arkivfoto: Idrætsmødet.

Idrætsmødet i Aalborg danner hvert år ramme om en lang række sessioner og debatter om alt fra folkeoplysningsloven til skoleidræt eller outdoor-aktiviteter – og i år kommer Idrætsmødet også til at huse Fritid & Samfunds årsmøde.

Årsmødet bliver afholdt onsdag 30. april 2025 kl. 15.35-17.00 i Aalborg Kongres & Kultur Center. Alle er velkomne, og repræsentanter for medlemsforeninger og -organisationer har stemmeret iflg. vedtægterne.

Debatsession om bevægelseshold, der bygger bro

Umiddelbart inden årsmødet, kl. 14.15-15.15, står Fritid & Samfund for en debatsession om voksenundervisningens bevægelseshold og de udviklingspotentialer, udfordringer og dilemmaer, der er knyttet til området.

Aftenskolerne er med til at løfte en væsentlig folkesundhedsopgave ved at tilbyde undervisning for fx personer med kronisk sygdom, skavanker eller funktionsnedsættelser, dels som almen undervisning og dels som små hold med undervisning, der er tilrettelagt til gruppen.

På den måde er aftenskolerne med til at bygge bro fra sundhedsvæsenets genoptrænings- og rehabiliteringstilbud til en hverdag med flere sociale kontakter og mere fysisk aktivitet og sundere livsstil.

Mange aftenskoler samarbejder med forskellige patientforeninger og kommuners sundhedscentre om disse tilbud. I en fremtid med flere ældre med kronisk sygdom og et udfordret sundhedsvæsen er her et væsentligt udviklingspotentiale for aftenskolerne – men der er også udfordringer og dilemmaer knyttet til arbejdet. For hvordan skaber man et godt samarbejde? Og har vi egentlig den rette støttestruktur til dette forebyggende arbejde? Kan en ny folkesundhedslov spille ind?

Årsmøde: Det praktiske

Årsmødet afvikles efter dagsordenen, der er bestemt i vedtægterne for Fritid & Samfund:

  1. Valg af dirigent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Beretninger fra udvalgene
  4. Aflæggelse af revideret regnskab
  5. Orientering om budget for det følgende år
  6. Fastsættelse af kontingent for det følgende år
  7. Indkomne forslag
  8. Valg
  9. Eventuelt.

Forslag, som ønskes optaget på dagsordenen ved årsmødet, skal være landsforeningens sekretariat i hænde senest fire uger før mødet, det vil sige senest 2. april 2025 på mail til: fritid@fritid-samfund.dk.

Endelig dagsorden med revideret regnskab, forslag til budget, forslag til kontingent samt indkomne forslag sendes ud til medlemmerne af Fritid & Samfund senest 14 dage før mødet.

Tilmelding

Det er gratis at deltage i Fritid & Samfunds debatsession og årsmøde, og alle er velkomne, også ikke-medlemmer af Fritid & Samfund. Det kræver dog tilmelding, hvis man ikke er på Idrætsmødet i forvejen:

Tilmeld dig her.

Vil man deltage i de mange andre spændende sessioner på Idrætsmødet, som foregår 29. og 30. april 2025, er der information og tilmelding her:

Idrætsmødet i Aalborg.