Bjarne Ibsen: 6 punkter til en ny idrætspolitik
Mangfoldighed, kvalitet og effektivitet er i fokus i prof.emer. Bjarne Ibsens 6 bud på en ny idrætspolitik, som han talte om som 'Kulturminister for en dag' på Idrættens Branchedage.
Siden Tipsloven (i dag udlodningsloven) blev vedtaget i 1948 og fritidsloven (i dag folkeoplysningsloven) blev vedtaget i 1968, er principperne for den offentlige regulering af og støtte til idræt stort set ikke ændret - hvis vi ser bort fra vedtagelsen af eliteidrætsloven og oprettelsen af Team Danmark i 1984.
Den offentlige støtte er næsten udelukkende til gavn for idræt i foreninger.
Den kommunale støtte går først og fremmest til etablering og drift af idrætsfaciliteter og refusion af udgiften til leje af ikke-offentlige faciliteter.
Den statslige støtte er først og fremmest en slags ’bloktilskud’ til specifikke organisationer, hvor fordelingen og tilskuddets størrelse er præciseret i loven, og hvor der ikke er tydelige krav til pengenes anvendelse.
De seneste fire årtier er det dog suppleret af tilskud til en række statslige selvejende institutioner inden for idræt (Team Danmark, Lokale og Anlægsfonden, Idrættens Analyseinstitut mv.).
Det er selvfølgelig ikke en seriøs begrundelse for at se på idrætspolitikken, at principperne i lovgivningen har mange år på bagen. Ser man på udviklingen i idrætsdeltagelsen, er der umiddelbart heller ingen grund til at lave de store ændringer. Idrætsdeltagelsen blandt børn i skolealderen er stabilt høj, men dog med en svagt faldende tendens, og siden den omtalte lovgivning blev gennemført, er voksnes idræts- og motionsdeltagelse femdoblet.
Men går vi idrætten og den offentlige støtte dertil lidt mere efter i sømmene, er der alligevel en række problemer, som den eksisterende politik ikke har formået at løse. Jeg fremlægger derfor her et udkast til en reform af idrætspolitikken bestående af seks punkter.
1. Større vægt på den kvalitative, kulturelle side af idrætten
Målet for idrætspolitikken er selvfølgelig vigtigt. Hidtil har skiftende kulturministre fremhævet idrættens særlige, kulturelle værdi. Aktuelt står der på Kulturministeriets hjemmeside, at:
’ud over den selvstændige værdi og glæde, der er forbundet med idrætten, har idrætten en kulturel og demokratisk værdi, en betydning i forhold til indlæring i skolen, en social værdi og en sundhedsmæssig værdi for samfundet.’
Men selvom både den hidtidige statslige idrætspolitik og folkeoplysningsloven betoner kvalitative værdier ved idrætten og især foreningsidrætten, har det især været antallet af aktive og den sundhedsmæssige gevinst ved at dyrke idræt, der har interesseret politikerne.
Men idræt skal ikke bare være et lystbetonet middel til at fremme folkesundheden. Idrætten er og kan så meget mere, som der skal være mere fokus på. Jeg vil her fremhæve fire værdier:
- Idrættens egenværdi: Dyrkelse af og glæde ved kropslig bevægelse
- Idrættens mangfoldighed
- Idrættens fællesskabsdannende potentiale
- Den demokratiske og frivillige selvforvaltning af idrætsdeltagelse.
Offentlige indsatser og kommende lovgivning skal derfor tage sigte på at fremme disse fire kvalitative sider ved idrætten.
I den forbindelse er det vigtigt at huske, at foreningsidrætten er mere social og mere demokratisk end andre organiseringsformer. En europæisk undersøgelse viser imidlertid, at blandt 10 lande ligger Danmark i bund på begge de to sider af foreningsidræt. Det har hverken politikere eller organisationer hidtil været optaget af.
Idrætsorganisationer, der får statslig støtte, skal derfor i fremtiden ved årlige indberetninger til Kulturministeriet redegøre for udviklingen på de kvalitative sider.
Desuden skal viden om og erfaringer med, hvad der fremmer den sociale og den demokratiske dimension, formidles til og sættes til debat med foreninger. Endelig kan regler for foreningerne – som forudsætning for offentlig støtte – også komme på tale, fx. at alle medlemmer af en forening skal have stemmeret og være valgbare til bestyrelsen (enten selv eller forældre til børn), og at foreningerne skal dokumentere afholdelse af aktiviteter og arrangementer, der har sociale og demokratiske formål.
2. Målrettet støtte til foreningsorganisering af de store motionsformer
Den måske største udfordring for idrætspolitikken er, at der i nyere tid har været en svagt faldende tilslutning til den del af voksnes idræt, som understøttes af det offentlige (foreningsidræt), mens der har været en stærkt stigende tilslutning til den idræt og motion, som politikken i lille grad retter sig mod, nemlig idræt på egen hånd og i kommercielt regi.
Det kunne tyde på, at offentlig støtte ikke er nødvendig, når der nu er næsten lige så mange voksne, som dyrker fitness og andre træningsformer i kommercielle fitnesscentre, som der dyrker idræt i foreninger.
Andre synes imidlertid, at udviklingen taler for, at den offentlige støtte også skal gå til dem, som dyrker idræt og motion på egen hånd og i kommercielle motionscentre, som Vidensråd for Forebyggelse og brancheforeningen for fitnesscentrene har foreslået.
Det sidste er en rigtig dårlig idé. Hvis man fx forestiller sig, at hver borger får tilsendt et ’motionskort’ til en værdi ét tusinde kroner, som kunne bruges hvor som helst, ville det være rasende dyrt og først og fremmest gå til de mange, som i forvejen er idrætsaktive, mens effekten i forhold til dem, som ikke har lyst til at dyrke idræt, er meget tvivlsom.
Det kendetegner i øvrigt det meste af den form for idræt og motion, som dyrkes selvorganiseret eller i kommercielt regi, at de aktive i lille grad er motivet af de værdier, som jeg ønsker, at vi især skal støtte og fremme. Løb har mange gode værdier, især i forhold til sundhed, men ’lysten’ til at bevæge sig og gøre det ’i fællesskab’ med andre betyder meget mindre for løberne, end det gør for dem, som dyrker fodbold eller gymnastik i en forening.
Det er et principielt politisk valg, at offentlig støtte primært skal gå til demokratisk ledede, non-profit organisationsformer. Men det forhindrer ikke, at det offentlige skaber bedre udendørs rammer for at være fysisk aktiv, at det gøres lettere for idrætsaktive at benytte offentligt ejede idrætsfaciliteter; og at det offentlig kan købe ‘ydelser’ hos private og kommercielle aktører. Det vil jeg gerne fremme.
Men hvis den offentlige støtte primært skal gå til idræt i foreninger, må der tages nogle politiske initiativer, der kan fremme denne deltagelsesform, så foreningsidrætten udvikles til i højere grad at være et attraktivt sted at dyrke de aktiviteter, som i dag i lille grad dyrkes i foreninger.
Det kan ske ved større offentlig støtte til aktivitet og aktivitetsudvikling i foreninger; større indsats for – og økonomiske midler til – at skabe større lighed i idrætsdeltagelsen i foreninger; og økonomiske incitamenter for organisationerne til i højere grad at støtte de lokale foreningers udvikling. Det kommer jeg ind på i det følgende.
3. Offentlige støtte skal styrke incitamentet til at tiltrække flere medlemmer og specifikke målgrupper
Idrætspolitikken har primært søgt at øge ‘udbuddet’ af idrætsmuligheder ud fra den opfattelse, at idrætsdeltagelsen øges, når der kommer flere muligheder for at gå til idræt. Det har kommunerne gjort ved at anlægge nye idrætsfaciliteter, skabe byrum til leg og idræt, anlægge motionsstier mv. Og idrætsorganisationerne har brugt mange af de millioner, som de får i statsstøtte, til at udvikle, kvalificere og udbyde flere aktivitetsmuligheder.
Forskningen har imidlertid vist, at det ikke gør større forskel, hvor mange idrætsfaciliteter en kommune har i forhold til indbyggertallet, og idrætsorganisationernes store satsning, ’Bevæg dig for Livet’, har kun haft lille effekt på voksnes idrætsdeltagelse (se figur nedenfor). Måske fordi udbuddet af idrætsmuligheder er mættet. Eller fordi den økonomiske støtte i for lille grad er bestemt af, hvad udbyderne af idræt ’præsterer’, dvs. hvor mange aktive, de formår at tiltrække.
Den offentlige støtte skal derfor i højere grad gives i forhold til definerede ‘præstationsmål’, primært efter den tilslutning, som faciliteter, foreninger og organisationer har. Det gælder allerede i dag i den kommunale støtte til idrætsforeninger, men det gælder ikke for den statslige støtte til idrætsorganisationerne. Det sidste kommer jeg ind på senere.
4. Udvikle og igangsætte en plan for større lighed i idrætsdeltagelsen
Vi ved, at der er stor social ulighed i deltagelsen i idræt og motion. Mens tre ud af fire med en videregående uddannelse dyrker idræt, gælder det samme kun for godt halvdelen, der ikke har fået en uddannelse.
Tilsvarende er der store forskelle på idrætsdeltagelsen mellem folk i beskæftigelse og folk, der ikke har et arbejde; mellem borgere af dansk herkomst og borgere med en ikke-vestlig baggrund; og mellem borgere der er raske og borgere, der lever med en kronisk sygdom.
Trods utallige projekter og forsøg på at gøre noget ved uligheden, er den efter alt at dømme ikke blevet mindre det seneste årti. Det er beskæmmende.
Derfor vil jeg tage initiativ til en større analyse af årsagerne til den lave idrætsdeltagelse i forskellige grupper, og hvad man kan gøre for at skabe større lighed. I dette arbejde skal erfaringerne fra seneste 20 års mange forsøgsprojekter inddrages.
På baggrund af dette udredningsarbejde, som både forskere og organisationer skal deltage i, skal der igangsættes en plan for større lighed i idrætsdeltagelsen, der i første omgang skal vare i 10 år. Til at realisere planen afsættes 100 mio. kr. om året, som bl.a. kan bruges til at give idrætsforeninger et større økonomisk incitament til at tiltrække borgere fra samfundsgrupper, hvorfra forholdsvis få dyrker idræt.
5. Omlægning af offentlig støtte, så den går til aktivitet i stedet for mursten
Den største offentlige udgift til idræt er etablering og drift af idrætsfaciliteter, som stilles (næsten) gratis til rådighed for idrætsforeninger. Dette har flere fordele. Foreningerne slipper for en stor udgift, og det er forholdsvis let og billigt at administrere.
Ordningen har imidlertid også flere uheldige konsekvenser: Det resulterer i mange tilfælde i en ineffektiv brug af faciliteterne, bl.a. med få brugere af en bane og bookede tider, der ikke benyttes. Det skaber desuden stor ulighed mellem foreninger, der benytter dyre faciliteter, foreninger der benytter billige faciliteter og foreninger der ikke benytter faciliteter. Og da pengene så at sige bruges på ’mursten’, er der ikke ret meget til at støtte og fremme ’aktivitet’.
Jeg ønsker derfor en omlægning af den kommunale støtte til idræt, så foreninger skal betale for at bruge en facilitet (helt eller delvist) mod til gengæld at få et større tilskud pr. medlem, både til børn og voksne.
Det vil føre til en mere effektiv udnyttelse af idrætsfaciliteterne, og det vil ligestille foreninger, der bruger naturen, med foreninger der bruger idrætsfaciliteter. Det vil samtidig styrke idrætsforeningernes vilkår for at være et attraktivt tilbud for de mange danskere, som i dag dyrker idræt og motion på egen hånd i naturen.
6. Omlægning af den statslige støtte til idrætsorganisationer
Den sidste del af idrætsreformen skal være en omlægning af den statslige støtte til idrætsorganisationerne, så den bliver mere præstationsbestemt.
I realiteten er det staten der bestemmer, hvilke paraplyorganisationer, der skal være for idræt, da det fremgår af udlodningsloven, hvem der er berettiget til statslig støtte, og hvor meget de skal have.
Det har flere uheldige konsekvenser. Det er principielt forkert, at staten så at sige bestemmer organisationsmønsteret for det organiserede civilsamfund. Det tvinger nye organisationer til at blive medlem af de eksisterende, som dikterer betingelserne derfor. Og det begrænser konkurrencen mellem frie organisationer om borgeres og foreningers tilslutning.
Det betyder, at organisationerne i for høj grad er optaget af at tilfredsstille politikernes forventninger og i for lille grad er optaget af opfylde og søge tilslutning fra foreningerne.
Derfor skal den statslige støtte ændres fra grundstøtte til præstationsstøtte: Dvs. at støtten gives i forhold til, hvordan den enkelte organisation ‘præsterer’.
Af mangel på bedre skal grundlaget for støtten være antal medlemmer i foreninger, som har betalt et defineret beløb for at være medlem af organisationen. Det kunne fx være 25 kr. for hvert foreningsmedlem, som foreningen som minimum har betalt 10 kr. for til organisationen, for at medlemskabet tæller med.
Det er i virkeligheden en tilpasning af den statslige støtte til moderne principper for offentlig støtte og finansiering af offentlige institutioner (fx uddannelsesinstitutioner). Og det svarer til den måde, man i kommunerne støtter idrætsforeninger.
Desuden skal statsstøtten gå til alle organisationer, der opfylder bestemte kriterier (landsdækkende, minimum antal medlemmer, demokratisk, har idræt som primære aktivitet). Det skal således ikke være et krav, at et forbund eller en organisation er medlem af en hovedorganisation for at være berettiget til statslig støtte. Denne omlægning af den statslige støtte vil sandsynligvis efterlade en større del af de statslige midler til andre formål, end det er gældende i dag, fx en pulje til fremme af større social lighed i idrætten, og flere midler til det lokale niveau.
Idrætspolitikken vil med denne reform understøtte lysten til at bevæge sig, fællesskab, mangfoldighed, deltagelsesdemokrati, lighed og bæredygtighed, og den økonomiske støtte vil i højere grad end hidtil fremme aktivitet og belønne de foreninger og organisationer, der skaber udvikling og øget tilslutning.
Undersøgelser og forskning der henvises til i ’ministerens’ tale:
Udviklingen i børns og voksnes idrætsdeltagelse:
Data fra Kulturvaneundersøgelsen siden 1964 samt Idrættens Analyseinstitut: Danskernes motions- og sportsvaner 2020.
Den sociale og demokratiske dimension i idrætsforeninger:
Jan-Willem van der Roest, Harold van der Werff og Karsten Elmose-Østerlund (2017): Involvement and commitment of members and volunteers in European sports clubs. A comparison of the affiliation, voluntary work, social integration and characteristics of members and volunteers in sports clubs across ten European countries. CISC, Syddansk Universitet. (Læs evt. artiklen 'Danske foreningsmedlemmer agerer som kunder', red.)
Motiver for at dyrke forskellige former for idræt:
Bjarne Ibsen, Jens Høyer-Kruse og Karsten Elmose-Østerlund (2021): Danskernes bevægelsesvaner og motiver for bevægelse. Resultater fra undersøgelse af bevægelsesvaner. CISC, Syddansk Universitet. (Læs evt. artiklen 'Lyst og glæde motiverer os til bevægelse', red.)
Facilitetsdæknings betydning for voksnes idrætsdeltagelse:
Bjarne Ibsen m.fl. (2023): Hvordan fremmer vi voksnes fysiske bevægelse? Anbefalinger fra Danmark i Bevægelse. Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, Syddansk Universitet.
Effekten af ’Bevæg dig for livet’ på voksnes idrætsdeltagelse:
Bjarne Ibsen (2024): Samfunds-eksperimenters indvirkning på voksnes idræts- og motionsdeltagelse. Analyse af data fra Kulturvaneundersøgelsen fra 2018 til 2023. Rapport, CISC. Offentliggøres ultimo 2024.
Idrætsanlægs benyttelse:
Høyer-Kruse J, Iversen EB og Forsberg P.: Idrætsanlægs benyttelse og brugernes tilfredshed. Movement 2017:7, Odense: Institut for Idræt og Biomekanik, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, 2017.
Den statslige støtte til idrætsorganisationer:
Bjarne Ibsen (2014). Grundstøtte eller præstationsstøtte. Virkningen af forskellige former for statsstøtte til idrætsorganisationerne. I Klaus Eskelund og Thomas Skovgaard (red.): Samfundets idræt. Syddansk Universitetsforlag.
Forslag om offentlig støtte til idræt og fysisk aktivitet udenfor foreninger:
Vidensråd for forebyggelse (2024). Rapport om strukturel forebyggelse.